For samfundet vil bedre kontrol med mikroorganismer som fx colibakterier kunne redde mange mennesker og dyr fra at blive syge og dermed spare sundhedsudgifter.
Med dette InnoBooster-projekt er målet at udvikle en sensorteknologi, der gør det muligt at kontrollere bakterieudvikling direkte på produktionslinjerne. Der er særlig fokus på biotek-, farmaceutiske- og fødevarevirksomheder hvor biologisk sikkerhed i deres stor-skala produktion er afgørende for at undgå driftstop og kasserede slutprodukter.
IntuBio har på laboratorieniveau udviklet metoden, der hurtigt detekterer vækst i bakterier og karakteriserer dem. Løsningen er patentbeskyttet og består af et 3D optisk scanning instrument, oCelloScope, der er egnet til de fleste industrielle anvendelser. Resultaterne er billeder i høj opløsning, som analyseres gennem avancerede billedanalyser, hvor data præsenteres på en let tilgængelig måde. Det unikke ved teknologien er visualiseringen af meget lave bakteriekoncentrationer. Det gør det muligt at opfange de vigtige tidlige stadier i mikrobiel vækst, der ikke kan påvises ved konventionelle optiske densitetsmålinger.
I dag er det standard, at bakterieprøver sendes til et laboratorium til dyrkning i 2- 3 dage, før der er tilstrækkelig bakterievækst til at den kan kvantificeres og beskrives. Samtidig er processen manuel, hvilket øger risikoen for prøveforurening og andre fejl. Her arbejder Intubio med en automatiseret proces og en detektionstid på 1-3 timer. Det gør det muligt at reagere langt hurtigere på ændringer i de konkrete produktionsprocesser. Resultatet er øget produktivitet, kvalitet af slutprodukter og en bedre udnyttelse af ressourcer som fx vand og energi.