Cell2Cure kan producere, opbevare og distribuere stamceller, der kommer fra fedtvæv fra raske donorer. Indtil videre producerer Cell2Cure stamceller i mindre skala til kliniske forsøg i mennesker og laboratoriebrug, men den udviklede metode har potentiale til at kunne skaleres til industriel kommerciel produktion.
Interessen for donor-stamceller er vokset i takt med at først danske fase I og nu foreløbige både nationale og internationale fase II studier har vist, at Cell2Cure-stamceller er sikre, anvendelige og har lovende kliniske effekter på hjertepatienter. I de kliniske studier for patienter med hjertekarsygdom og hjertesvigt er der set eksempler på, at patienterne efter behandling med stamceller har forbedret både deres hjertepumpefunktion og livskvalitet.
Nu tilfører et nyt InnoBooster-projekt den vigtige innovationskraft, der skal gøre det teknologisk muligt at bringe Cell2Cures donor-stamceller til markedet i stor skala.
Ved brug af raske donorers stamceller overvinder man flere af de barrierer, der har været for brug af stamcellebehandling til gavn for patienter. Udfordringen ved at bruge patienternes egne stamceller er at det logistisk, tidsmæssigt som økonomisk kræver store ressourcer. Det tager i dag op til 6-8 uger at dyrke tilstrækkeligt mange stamceller til behandling af blot én patient.
Med Cell2Cure-teknologien bliver det muligt at gå fra små individuelle patientproduktioner af stamceller til stor skala produktion af brugsklare produkter, som kan leveres straks i reproducerbare og tilstrækkelige mængder.
Teamet bag Cell2Cure har ekspertise inden for stamceller, klinisk udvikling, hjertesygdomme samt udvikling af lægemidler. På forskningssiden arbejder Cell2Cure tæt sammen med Kardiologisk Stamcelle center på Rigshospitalet, som er blandt de førende i verden til at dyrke stamceller fra raske donorer og drivkraft i flere nationale og internationale forsøg med stamceller fra raske donorer.
Cell2Cure-teknologien er i fuld overensstemmelse med GMP og alle regulatoriske krav.