En bevilling fra Innovationsfondens Innobooster-program gør det muligt for det danske dronefirma, Scout Robotics at igangsætte et større projekt med droner, der måler fotosyntesen i kartoffelmarker og bruger informationerne til at sikre mere præcise sprøjtninger af marker.
Scout Robotics fremmer bæredygtigheden i det danske landbrug med ny innovativ digital præcisionsteknologi. Når teknologien er udviklet, vil den betyde, at landmanden kan sprøjte marken præcist efter afgrødernes konkrete behov. Det skaber tre klare fordele:
- Kartoffelavleren reducerer forbruget af sprøjtemidler og sparer i omkostninger
- Øget stivelsesprocent i kartoflerne
- Naturen skånes for unødvendig brug af sprøjtemidler
Stivelseskartoflen klassificeres som højværdiafgrøde, både pga. sortens rige anvendelsesmuligheder og en tidskrævende vækstperiode. Samtidig er kartoflen svær at regulere ift. sprøjtemidler, da for meget eller for lidt kvælstof vil resultere i tab af stivelsesprocent. Og det er netop stivelsesprocenten det hele handler om. Grundet stivelsens evne til at binde vand, anvendes sorten til fremstilling af mange forskellige produkter, og her er stivelsesprocenten afgørende for kartoflens værdi.
I dag sprøjtes hele marken med den samme mængde sprøjtemiddel, hvor de sunde planter risikerer at få for meget kvælstof.
Scout Robotics vil udstyre droner med multispektrale kameraer, der fotograferer marken og opfanger afgrødernes lysreflektion. De svage planter vil have en nedsat effektivitet af fotosyntese, og kan derfor ikke reflektere det infrarøde lys på lige fod med de sunde. En Normalized Difference Vegetation Index analyse vil måle fotosyntesen ud fra billederne og udarbejde et tildelingskort, der i farvekoder viser hvor behovet er. Kortet anvendes af kartoffelavleren, som kan præcisere sprøjtningen til de svage kartoffelplanter med den rette mængde kvælstof.
Scout Robotics’ præcisionsteknologi vil betyde, at kartoffelavleren kan spare forbruget af kvælstof og samtidig hæve kartoflens værdi ved en øget stivelsesprocent – alt imens at kartoffelavleren mindsker sit klimaaftryk.