Innovationsfonden
Innobooster
”Med Innobooster-støtte kan vi nu udvikle ny software til laboratorier verden over og hjælpe dem med at spare på omkostningstungt udstyr”
Laurent Vermue
Co-founder BioLean
Innovationsfonden
”Med Innobooster-støtte kan vi nu udvikle ny software til laboratorier verden over og hjælpe dem med at spare på omkostningstungt udstyr”
Laurent Vermue
Co-founder BioLean
Grøn omstilling handler i høj grad om genbrug og om at udnytte ressourcerne så vi undgår at smide brugbart materiale i skraldespanden. Den grønne omstilling gælder også bioteknologiens verden, hvor tre unge PhD studerende fra DTU sammen har stiftet BioLean, der ved at bruge kunstig intelligens og visualisering vil effektivisere arbejdsprocesserne, og derved spare bioteknologien for både tid og penge – og ikke mindst belastning af miljøet.
Forskerteamet fra DTU, som inkluderer medstifter Laurent Vermue, specialiseret i maskinlæring, medstifter Isuru A. Udugama, specialiseret i design af lovgivningsmæssige og avancerede proceskontroller og Jeppe Nørregaard, som også er specialiseret maskinlæring og er tilknyttet BioLean på deltid, er alle eksperter inden for maskinsoftware. BioLean stiftede de den 1. januar 2020, og på under et år har de allerede fremtrædende kunder som Novo Nordisk, Xellia Pharmaceuticals og CP Kelco.
BioLean har som de første på markedet udviklet en ny teknologi til søjlekromatografi. Kromatografi er en kemisk teknik, der bruges til adskillelse af stoffer i en prøve, f.eks. på laboratorier, ved hjælp af glasrør. En teknik, der i dag er omkostningstung for laboratorierne og miljøet, fordi den kræver lange svartider og tilfældige udskiftninger af dyre glasrør.
Udskiftningen af de dyre glasrør sker enten lang tid før de er brugt op, for at sikre en lavere risiko for uønskede koncentrationer af urenheder og produktionsstop i laboratoriearbejdet, eller først efter produktionsprocessen går i stykker. Med BioLeans teknologi vil laboratorierne kunne øge effektiviteten med 10-25 %, da det giver svar på kromatografien her og nu med en nøjagtig forudsigelse, som præciserer hvornår udskiftning af glasrørene skal finde sted. På den måde går færre brugbare ressourcer til spilde eller arbejdet bliver forsinket ved en pludselig produktionsstop.
Med Innobooster-støtten fra Innovationsfonden kan BioLean videreudvikles på globalt plan, med et fokus på at gøre softwareproduktet endnu mere kundevenligt og nemt at betjene, så ressourcerne udnyttes til fulde og de stadig funktionelle kromatografirør ikke ender i bioteknologiens skraldespand.